Nyhedsbreve

Nyhedsbrevet kan blive sendt direkte til din mailbox, hvis du ønsker det. Send en mail her. 

Nyt fra Kinesis januar 2012.


Velkommen til årets første nyhedsbrev.

Det har været et begivenhedsrigt efterårs- og vinterforløb, og tiden er nærmest fløjet afsted.

Her på den første dag i det nye år må det være på sin plads at se fremad mod det spritnye år, der venter på os, og som så mange mennesker har store - både gode og dårlige - forventninger til.

Det er krisetid, hører vi hele tiden. Der er ikke så meget at gøre godt med for tiden, pengene sidder ikke længere så løst i lommerne, nogle af os mister vores job, andre er bange for at miste deres, nogle af os er syge og trætte, mange er bekymrede for fremtiden, så det kan være svært at bevare optimismen og den gode stemning - også selvom man selv egentlig har det rimeligt godt.

Samtidig er det almindelig kendt, at kriser faktisk er af det gode. Når vi er i krise, bliver vi opmærksomme og kreative. Vi kommer uvægerligt til at opdele vore gøremål og aktiviteter i ’det vigtige’ og ’det uvigtige’, så vi kan koncentrere os om det, der virkelig er væsentligt, og lade det mindre væsentlige passere og måske endda helt forsvinde.

 

Set i det perspektiv er det egentlig en spændende tid, vi står i. Endskønt der er mange ting i hverdagen, der et øjeblik både ryster os og gør os bekymrede, er det fantastisk at se menneskers evne til at løfte blikket og se muligheder i den umiddelbare begrænsning og endda blive kreative og stå sammen om at gøre en forskel. Helt utroligt - og lige til at blive glad af.

Det, der umiddelbart ligner en katastrofe, kan ind imellem være lige præcis den impuls, der skal til for at få mennesker til at rykke sig og komme i gang med den udfordring, der senere - i bakspejlet - vil vise sig at være det væsentligste tiltag i vedkommendes liv.

Det er noget af det, vi kan sætte os for i det nye år: At have evne og mod til hver dag at løfte blikket og se lyspunkter og muligheder i selv den umiddelbart mørkeste dag.

 

Dronningen ønskede i sin nytårstale i går danskerne ’frisk mod’ til at klare det nye års udfordringer. Når vi går ud i livet med frisk mod og ikke lader os kue af hver-dagens rystelser, modgang og træthed, men løfter blikket, er det lettere at få øje på det lysstrejf, vi jo godt ved, der altid findes bag skyerne og gråvejret - et sted.

Måske er det ikke lige til at få øje på, men når vi øver os og med vores viljes kraft virkelig leder efter noget positivt, er det nemmere finde mod og energi til at gå videre.

Ligesom Dronningen ønsker jeg Jer alle frisk mod hver dag i det nye år.

Og som Johannes Møllehave sagde til min veninde forleden: ’Regn med sol.’

Det er et godt udgangspunkt.

Godt Nytår til alle og tak for det gamle.  
 
Læs resten af det udsendte Nyhedsbrev under 'Tidligere Nyhedsbreve'.